Monthly Archives: marts 2015

Børne- og ungdomskajak i Solbjerg Søsport

Efter 2 successfulde lørdagsarrangementer for børn i 2014 er det nu blevet tid til at starte et egentligt børne- og ungdoms kajakhold i Solbjerg Søsport. Jeg har netop oprettet holdet på halbooking, så man kan tilmelde sig det derinde.

Holdet er primært for børn af forældre i klubben. Grunden til dette er at vi har tænkt os at gøre aktivt brug af forældrene til træningen. Til hver træning har vi brug for ca. 4 hjælpende forældre. Som forælder skal du derfor være indstillet på at hjælpe med til 5-6 instruktionsaftener.

Her er den fulde tekst fra beskrivelsen af holdet på halbooking:

Har du en far eller mor der ror kajak i Solbjerg Søsport og har du rigtig meget lyst til selv at lære at ro kajak? Så har du nu muligheden! 

I 2015 starter vi et børne- og ungdoms hold i kajak op i Solbjerg Søsport. Holdet er for børn og unge fra årgang 2005 eller tidligere, og er (primært) for børn af nuværende medlemmer af kajak afdelingen. Grunden til det er at forældrene bliver inddraget i instruktionen for at tage sig af praktiske ting, hjælpe med udstyret og hjælpe til på vandet (specielt når der er nogen der falder i). Så din mor eller far skal altså være indstillet på at være aktivt med – ikke hver gang men til nogle af træningerne. Vi har brug for 4 hjælpende forældre til hver træning. Hvis du ikke selv har en forælder der ror kajak, men kender en der gør og som er villig til at være med til træningen, så er det også godt nok. 

Træningen foregår om mandagen fra 17.30 til 19.30-20. Vi starter mandag den 4. maj. Inden da bliver der et intro-møde og også en tur i svømmehallen hvor du skal vise at du kan svømme 350 meter. I svømmehallen skal du også lære at komme op og ned i en kajak og lære at redde dig selv eller din makker op i kajakken igen hvis en af jer er faldet i vandet. Tidspunktet for hvornår vi skal i svømmehallen er ikke fastlagt endnu, men vi håber at det bliver i weekenden den 18.-19. april. Der vil være 8 gange træning inden sommerferien og 8 gange træning efter sommerferien, hvor vi også starter med et lørdagsarrangement den 8. august. I løbet af sommeren planlægger vi måske også et heldags arrangement i en weekend. 

Bemærk at når instruktionen er færdig bliver du IKKE frigivet til at ro selv ligesom din mor eller far. De præcise regler for at ro som børne- og ungdomsmedlem får du at vide i løbet af kurset.

Hvis du har spørgsmål så skriv en mail til en af instuktørerne. Yderligere information om kurset og dato for intro-møde og svømmehal vil blive sendt pr. mail til de tilmeldte.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med at få børn i kajakker på søen og vi håber på at de 12 pladser på holdet hurtigt bliver fyldt op! Vi skal have en masse sjov på vandet, forhåbentligt også ro en del og vi håber også på at kunne lokke nogen med til et af forbundets årlige Paddle Battle Cups – om ikke andet så som tilskuere (se mere om det her).

 

Børne- og ungdoms instruktørerne

Rikke Lambæk og Thomas Bøgh Fangel

 

Cirkeltræning – du kan stadig nå det :-)

Nu er det ved at være sidste chance for at få lidt ekstra for din kontingent – iaften er andensidste gang med cirkeltræning i denne omgang.
Uanset om du har været her før eller ej, om du er i god form eller ej, om du er ung/tung eller ej – kom bare og tag gerne dine børn med; her er plads til alle.
Ingen tilmelding eller forudsætninger påkrævet, men husk drikkedunk :-)

Vi ses i Solbjergskolens gymnastiksal kl. 19-20.

Sidste gang er mandag den 30. marts.

/Marianne

Skjernåturen fredag den 21.- søndag den 23. august (begge dage incl)

Pga, at der kræves tilladelse til at ro på Skjern å oppe af åen før Boris Kog, skal der reserveres tilladelse til to dag for hver af deltagerne på turen til ialt 100 kr pr person. Udlejeren oplyser, at august er den travleste måned på åen, så vi skal reservere nu. Jeg har forhånds reserveret 12 tilladelser (til 2 dage). Da jeg allerede har interesserede deltager til de 8 pladser, er jeg interesseret i at høre, hvem der derudover gerne vil med, så jeg evt. kan reservere nogle flere tilladelser. Jeg har aftalt med udlejeren, at jeg midt i juni kan afbestille evt. overskydende tilladelser. Det er kun en forhåndstilmelding, den bindende tillmelding vil være i begyndelsen af juni måned. Jeg vil gerne høre fra evt. interesserede inden onsdag den 25. marts.

Hilsen Karin Rønhøj

Mail: karin@ronhoj.dk

Generalforsamling vs. cirkeltræning

Hej alle gæve cirkeltræning-kammerater

Imorgen er det fridag – i hvert fald fra cirkeltræning i gymnastiksalen fra kl. 19-20.
Istedet håber jeg, I har lyst til at deltage i årets generalforsamling i Søsporten. Det bliver afholdt i Solbjerg Fritidscenter og starter kl. 19.30. Det plejer at være rigtigt hyggeligt, godt besøgt og med god forplejning.
Og så kan I jo istedet tage en gang hjemmetræning med høj puls på tirsdag  😉

Vi ses til cirkeltræning næste gang mandag den 9. marts kl. 19.

/Marianne