Author Archives: Thomas Bøgh Fangel

Børnekajakker

Jeg har i dag hentet de 6 børnekajakker (i Lemvig!), som vi låner af forbundet til årets B&U hold. Der ligger 3 K1’ere under sejlene bag redningsvestene og 1 K1’er og 2 K2’ere på dækket inde bag ved. Det er ikke en optimal placering, men det må være sådan indtil bestyrelsen får snakket igennem hvordan der kan findes en bedre placering.

Der fulgte også 8 børnepagajer og 7 børne redningsveste med i pakken. Pagajerne ligger sammen med vores egne børnepagajer og redningsvestene hænger sammen med de andre.

Til standerhejsning vil der komme information fra bestyrelsen om brugen af de 6 børnekajakker udenfor B&U holdet.

Lad os hjælpe hinanden med at passe lige så godt på det lånte udstyr som på vores eget!

3 Børnekajakker lånt af Hadsund Roklub

Jeg har i dag været i Hadsund og hente 3 børnekajakker, som vi har lånt i forbindelse med opstart af B&U kajakholdet. De ligger p.t. inde på det bagerste dæk – der hvor “tyskeren” og en anden gammel kajak ligger. Det er 2 gule plastic kajakker og en lilla i glasfiber og der står Hadsund Roklub på dem alle 3. Da det er nogen vi har lånt er det indtil videre ikke tilladt at bruge de 3 kajaker til andet end roning i forbindelse med B&U holdet. Jeg taler med med bestyrelsen om en bedre placering til dem.

Hadsund Roklub er i øvrigt et ret vildt sted, som har en lille kajakafdeling og en meget stor roafdeling. De er lige ved at få lavet deres nye bro – til 600.000! Jeg så også deres fitness center, hvor der bl.a. stod 24 romaskiner!

Børne- og ungdomskajak i Solbjerg Søsport

Efter 2 successfulde lørdagsarrangementer for børn i 2014 er det nu blevet tid til at starte et egentligt børne- og ungdoms kajakhold i Solbjerg Søsport. Jeg har netop oprettet holdet på halbooking, så man kan tilmelde sig det derinde.

Holdet er primært for børn af forældre i klubben. Grunden til dette er at vi har tænkt os at gøre aktivt brug af forældrene til træningen. Til hver træning har vi brug for ca. 4 hjælpende forældre. Som forælder skal du derfor være indstillet på at hjælpe med til 5-6 instruktionsaftener.

Her er den fulde tekst fra beskrivelsen af holdet på halbooking:

Har du en far eller mor der ror kajak i Solbjerg Søsport og har du rigtig meget lyst til selv at lære at ro kajak? Så har du nu muligheden! 

I 2015 starter vi et børne- og ungdoms hold i kajak op i Solbjerg Søsport. Holdet er for børn og unge fra årgang 2005 eller tidligere, og er (primært) for børn af nuværende medlemmer af kajak afdelingen. Grunden til det er at forældrene bliver inddraget i instruktionen for at tage sig af praktiske ting, hjælpe med udstyret og hjælpe til på vandet (specielt når der er nogen der falder i). Så din mor eller far skal altså være indstillet på at være aktivt med – ikke hver gang men til nogle af træningerne. Vi har brug for 4 hjælpende forældre til hver træning. Hvis du ikke selv har en forælder der ror kajak, men kender en der gør og som er villig til at være med til træningen, så er det også godt nok. 

Træningen foregår om mandagen fra 17.30 til 19.30-20. Vi starter mandag den 4. maj. Inden da bliver der et intro-møde og også en tur i svømmehallen hvor du skal vise at du kan svømme 350 meter. I svømmehallen skal du også lære at komme op og ned i en kajak og lære at redde dig selv eller din makker op i kajakken igen hvis en af jer er faldet i vandet. Tidspunktet for hvornår vi skal i svømmehallen er ikke fastlagt endnu, men vi håber at det bliver i weekenden den 18.-19. april. Der vil være 8 gange træning inden sommerferien og 8 gange træning efter sommerferien, hvor vi også starter med et lørdagsarrangement den 8. august. I løbet af sommeren planlægger vi måske også et heldags arrangement i en weekend. 

Bemærk at når instruktionen er færdig bliver du IKKE frigivet til at ro selv ligesom din mor eller far. De præcise regler for at ro som børne- og ungdomsmedlem får du at vide i løbet af kurset.

Hvis du har spørgsmål så skriv en mail til en af instuktørerne. Yderligere information om kurset og dato for intro-møde og svømmehal vil blive sendt pr. mail til de tilmeldte.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med at få børn i kajakker på søen og vi håber på at de 12 pladser på holdet hurtigt bliver fyldt op! Vi skal have en masse sjov på vandet, forhåbentligt også ro en del og vi håber også på at kunne lokke nogen med til et af forbundets årlige Paddle Battle Cups – om ikke andet så som tilskuere (se mere om det her).

 

Børne- og ungdoms instruktørerne

Rikke Lambæk og Thomas Bøgh Fangel

 

Børn på Søen – igen

Så er det på lørdag, den 23. august, at vi igen afholder et “Børn på Søen” arrangement. Det første arrangement før sommerferien var en stor succes, så vi har ikke tænkt os at lave meget om.

Programmet er nogenlunde det samme som sidst: Vi starter med fælles morgenmad i klubben kl. 9.30. Derefter er der lidt teori og måske en smule teknik hvorefter vi skal på søen. Vi slutter omkring middagstid.

Vi håber at se ligeså mange børn som sidste gang. Tilmeld dig selv og dine børn (husk at skrive alder) i en kommentar nedenfor eller send en mail til thomasfangel@gmail.com. Husk at vi forventer at forældrene hjælper til med det praktiske og tager med ud på søen.

 

Ungdomsudvalget

Martin, Rikke og Thomas

Børnearrangement på lørdag

Lørdag formiddag holder vi som bekendt et arrangement for børn af klubbens roere fra 9.30 til ca. 12. Lige nu er der tilmeldt 9 børn sammen med deres forældre. Derfor har vi brug for alle de mest stabile kajakker – dvs. Coast 450’ere, Fixi, Slender og Zenith samt de 3 sit-on-top’er. Forældrene til børnene skal med på søen, så vi skal også bruge 5-6 andre kajakker – Fenja, Spica, Coast Runner, Escape eller GBA. Så hvis du har planer om at ro lørdag formiddag så vær tilbage inden 10 eller udfordr dig selv og tag en Viper eller en af kapperne :-)

Mvh Martin, Rikke og Thomas

Børn på søen arrangement

Som en start på flere aktiviteter rettet mod børn og unge afholder vi lørdag den 28. juni det første “Børn på søen” arrangement. Arrangementet er en mulighed for at børn af klubbens medlemmer kan komme ud på søen i kajak og også lære lidt om udstyret og ro-teknik. Børn der deltager skal have deres forælder med.

Vi håber at gentage arrangementet igen efter sommerferien og det skal ses som den spæde start på noget der på sigt kan blive til egentlig ungdomsroning. Vi er p.t. i dialog med Dansk Kano og Kajak Forbund om lån af deres “børnepakke” – en container med børnekajakker som klubberne kan låne i en sæson. I løbet af 2014 arbejder vi videre med idéen, da der jo er en række ting der skal være styr på i forhold til et ungdomshold – først og fremmest sikkerheden. “Børn på søen” arrangementerne tjener dermed også et formål som “en finger i jorden” – hvor stor er interessen egentlig for at få ungdommen med i kajakafdelingen.

Arrangementet den 28. starter med fælles morgenmad i klubben kl. 9.00. Derefter fortæller vi ungerne lidt om udstyret og skal så ud og ro. Skriv en kommentar på dette indlæg hvis du kommer til arrangementet og fortæl hvilke børn du har med og hvilken alder de har. Alternativt kan du skrive en mail til Thomas på thomasfangel@gmail.com.

På ungdomsudvalgets vegne (Martin Jensen, Rikke Lambaek og Thomas Bøgh Fangel)

 

 

Le Solbjerg de Insanis 2014

Så er det tid til årets Le Solbjerg de Insanis!

Lørdag den 14/6 kl. 10:00 til 15/6 kl. 10:00

Hvor langt kan vi kajakke indenfor 24 timer?

 

Mød op og deltag i kategorierne:

  • Solo
  • Hold – et hold består af 2 personer

Husk: 1,2,10 eller 16 er bedre end 0 km.

Kan vi runde 1000 km på et døgn?

Se også vedhæftede Invitation. Tilmelding ikke nødvendig – bare mød op. Men hvis du har spørgsmål, så snak med Leander.

Zedtech Cruzader på prøve

Vi har en Zedtech Cruzader (se den f. eks. her) på prøve den næste uges tid. Alle der har tid – prøv venligst kajakken og giv Morten Lindberg Hansen, Anders Skovholm eller Leander Dreyer en tilbagemelding. Kunne det være vores nye all round kajak a la den røde Coast Runner (nummer 31)? Skriv gerne kommentarer på denne post.

Posted via WordPress for Android

Email notifikation ved nye indlæg og tilføjelse af kalender

Der er flere der har spurgt om man kan få en automatisk email når der kommer et nyt indlæg på bloggen. Dette er nu tilføjet i bjælken ude til højre. Under “Kommende Aktiviteter” er der en ny boks hvor man kan skrive sin email adreese ind og automatisk få en email når der kommer nye blog posts. Man behøver ikke at være oprettet som bruger på bloggen for at gøre dette.

Der er også mange der har spurgt om man kan tilføje kalenderen på sin smartphone og det kan man naturligvis. Under alle begivenheder i kalenderen er der to små ikoner med hhv. titlen “+ Add” og “g+ Add”. Den første knap er til iPhone/iPad brugere, den anden er til Google kalender brugere (Android mv.).

I øvrigt er det også meget nemt at oprette nye begivenheder i kalenderen. Når du er logget ind på bloggen skal du vælge menupunktet “+ Nyt” i toppen af skærmen og i den menu vælge “Begivenhed”. Herefter indtastes detaljer om begivenheden hvorefter begivenheden optræder i kalenderen når den udgives.